Kære gæster. Kære forældre og pårørende. Kære elever. Men først og fremmest: Kære Studenter. Hjerteligt tillykke med den nyvundne studenterhue og det bevis, som I snart får overrakt.
Det er for os, der er ansat, årets største dag. Jeg gætter på, at det for jer studenter nok er en af de største dage overhovedet. Og med god grund, for der er meget at fejre.
Studentereksamen er en bedrift, I kan være stolte af. Den er en dokumentation på, at I har gennemgået en personlig udvikling gennem mødet med det faglige stof, jeres lærere og jeres kammerater på skolen. Hver især er I selvfølgelig den samme, som startede her for snart tre år siden, men meget er forandret.
Det er for mig en lidt anderledes tale at skulle levere i år. Jeg føler jo nok, at jeg kender jeres årgang, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at kendskabet ikke er så indgående som i tidligere år. Ikke umiddelbart i al fald. Men så måske nok alligevel på andre planer.
Jeg havde planlagt at undgå at nævne det unævnelige i min tale. Men det nytter ikke noget, for I kommer til at tænke tilbage på jeres gymnasietid på en anden måde end andre årgange. Nedlukning pga Corona er blevet en overskrift for jeres studietid, selvom vi alle har forsøgt at begrænse virkninger heraf. Sidste halvdel af gymnasietiden for jer har stået på virtuel undervisning i perioder, Covid-19 tests, restriktioner i omgangen med hinanden og ikke mindst en pludselig afbrydelse af en masse social aktivitet. Ingen fester på skolen, ingen aktiviteter uden for skemaet, ingen ekskursioner og studieture.
Det lykkedes alligevel at få gennemført både en musical og en studietur i Danmark, under særlige omstændigheder, for de tre af klasserne. En enkelt klasse nåede heldigvis studieturen inden udbruddet sidste forår. Jeg synes, at både musical og studieture demonstrerede, at I kan tage ansvar. Det hele blev gennemført uden smitteudbrud og det vil jeg inderligt takke jer for.
En del af afslutningen her i foråret er blevet påvirket af indhentning af det, som ministeriet har defineret som fagligt efterslæb. Altså en oplevelse af, at der er noget læring og noget viden, som muligvis er gået tabt eller ikke er blevet formidlet. Det tankesæt vil jeg gerne udfordre her i talen. For det første fordi lærerne har ydet en betydelig indsats for at erstatte samværet om læringen med en anden læringssituation og dermed sikre, at der ikke gik noget tabt fagligt. Men også fordi det kan være øvelsen værd at tænke over, hvilken læring I har fået med jer. En nyttig tanke – ikke mindst på en dag som denne.
Jeg vil derfor lige bruge et par minutter på sætte jeres eksamen og den læring, der ligger heri i en historisk ramme.
Når man som elev – eller som underviser, for den sags skyld – er midt i hverdagens hårde arbejde, virker målene for undervisningen og for fagene som nogle ret absolutte størrelser. Målene kan aflæses i fagenes bekendtgørelser. Der er ganske mange ting, der er går igen imellem fagene, hvilket altså betyder, at der på et øvre plan er konsensus om, hvad det er er, eleven skal have ud af at tage en studentereksamen. Igennem de seneste 15-20 år har ordet kompetence været det styrende begreb. Folketinget definerede en række kompetencer, som skulle danne rammen om alle fagene. Der er tale om almene, faglige, personlige og sociale kompetencer. Kort fortalt betyder det, at eleven gennem det faglige stof skal styrke evnen til at fungere fagligt, til at være udfarende gennem sin indsigt, til at forstå og analysere en udfordring og til at indgå i et løsningsfællesskab omkring en opgave eller udfordring.
Tanken bag introduktionen af kompetence som styrende for den læring, undervisningen skal bibringe eleverne er, at en studentereksamen skal være et samlet uddannelsestilbud til jer unge og ikke en sum af vidt forskellige læringsmål fra forskellige fag.
Ordet kompetence er dog dobbelttydigt, fordi det både kan betyde en evne eller egenskab, man har tilegnet sig, men også en berettigelse til at kunne indgå i en ny sammenhæng. Ordet kompetencegivende kommer heraf. Tvetydigheden i begrebet udstiller dermed en snart meget gammel uddannelsesdiskussion, som er udspændt mellem to poler. Til den ene side står, at man skal erhverve sig kompetencer for at kunne indgå i kompetente sammenhænge, hvilket for jer vil betyde en videregående uddannelse eller et job. Til den anden side står, at man skal erhverve sig kompetencer for at kunne fungere som et helt menneske i de sammenhænge, man indtræder i.
Den diskussion er meget gammel, men jeg vil nøjes med et enkelt nedslag. Meningen med det er ikke at oplyse jer om den historiske baggrund for jeres studentereksamen men derimod at belyse, hvordan I kan forstå jeres eksamen med den meget specielle baggrund, I har fået den på. Jeg tænker selvfølgelig her på al snakken om det tabte i jeres uddannelse. For nu at være helt ærlig og præcis, så er det ikke – i denne tale – de manglende fester, jeg tager udgangspunkt i. Selvom det er faktisk også en del af pointen.
For lidt mere end 250 år siden udgav den franske filosof og forfatter, Rousseau, to bøger, der skulle vise sig at blive banebrydende. De dannede tilsammen den centrale nerve i det, vi siden kaldte oplysningstiden. Især den ene af bøgerne, blev betydningsfuld for opdragelse og skolevæsen. Rousseau hævdede, at et barn var et slags ubeskrevet blad – hans forgænger John Locke havde brugt begrebet Tabula Rasa. Rousseau introducerede begrebet Perfektibilitet. Han anså lærerens og opdragerens helligste virke for at være en voksen vejleder for det unge menneske, en der støttede og angav muligheder og retninger hen imod det perfekte. Helt modsat den ellers styrende kristne katekismus-pædagogik, hvor barnet skulle lære kristne og kirkelige dogmer for at kunne begå sig i samfundet.
Rousseaus idealer kom ikke ud af ingenting. Naturvidenskaben havde vundet indpas. Man begyndte at beskrive verden med de iagttagelser, man kunne gøre og redegøre for. Man begyndte at søge fysiske forklaringer på sammenhænge snarere end metafysiske.
Med Rousseau kom derfor også et tankesæt med fri opdragelse og læring gennem leg. Vi er 250 år tilbage i tiden, så der skal ikke drages sammenligninger til vor tids opfattelse af fri opdragelse, men et nybrud var det.
Og med oplysningsideologien tog det fart. I Tyskland samlede en række filosoffer bolden op og gav et afsæt til videnskab, undervisning, formidling og læring, som i højeste grad er gældende endnu i dag. Et par eksempler er nødvendige men inden da vil jeg lige understrege, at dualismen mellem poler, som jeg omtalte tidligere, lige siden har været en slags generator. Uddannes vi for at kunne røgte et bestemt hverv eller for at blive duelige medborgere? Uddannes vi for at finde vor plads i samfundet til fællesskabets bedste eller for at blive autonome individer, der tilsammen udgør et samfund? Uddannes vi for at tilegne os så megen viden, som vi har brug for til at kunne varetage en funktion eller for til stadighed at kunne udfordre de rammer, som vi fødes af og i? Og det store, såkaldte pædagogiske paradoks formulerer en spænding mellem at blive uddannet til frie, selvstændige, kompetente medborgere i et skole- og uddannelsessystem konstrueret på tvang og pligt.
Immanuel Kants første store bidrag handler om en beskrivelse af den personlige myndighed. Heri lå den centrale dannelse for ham. Kants virke faldt sammen med den franske revolution, som i sin grundform kæmpede for borgerens frihed og løsrivelse fra konge og adel. For Kant var viden og oplysning uløseligt knyttet til den personlige frihed og skrev i 1784: ”Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er manglen på evne til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at betjene sig af den uden en andens ledelse.” Oplysningstiden stod for Kant som en anledning til at gribe myndigheden i ens eget liv – gennem viden og erkendelse.
I forlængelse af Kants ideer skabte Wilhelm von Humboldt det første store universitet, hvor naturviden- skabelig og filosofisk viden var integreret. Universitetet i Berlin er siden blevet forbillede for universiteter og uddannelsesinstitutioner i store dele af verden, og i al fald hele Europa. For Humboldt var viden og erkendelse forpligtende. Han udtalte bl.a. i 1793: ”Vor tilværelses yderste opgave: i vores person at skaffe begrebet om menneskeheden et så stort indhold som muligt, såvel i vor levetid som også ud over denne gennem de spor, som vi efterlader af vores levende virke. Denne opgave løser sig kun gennem vort jegs sammenknytning med verden i den mest almene, livligste og frieste vekselvirkning”.
Når jeg trækker disse to ældre tænkere frem i relation til den situation, vi står i nu, er det fordi forståelsen af uddannelsens betydning bliver stadig mere vigtig. Det gør den fordi jeres generation står over for en række udfordringer, hvor jeres viden, jeres dømmekraft, jeres individuelle og personlige indsats bliver betydende for udfaldet. Listen af udfordringer for enhver generation er lang men jeg vil nævne nogle få af jeres – og I kender dem til hudløshed.
Forrest må miljøkrisen stå. Vi bliver hastigt flere mennesker på jorden, og det kalder på nye løsninger i et uset tempo. Allerede i 1987 udsendte FN rapporten Vor fælles fremtid, som for første gang formulerede et behov for at anskue materiel udvikling som en proces, der ikke måtte forringe vilkårene for kommende generationers mulighed for at få deres behov for udvikling opfyldt. Rapporten går under navnet Brundtland-rapporten og er første gang bæredygtighed nævnes internationalt.
Også langt fremme står en udfordring med at reformulere demokratiet. Når vi i Danmark og den vestlige verden er nået så langt i vores udvikling, skyldes det i høj grad demokrati. Med demokratiet følger forståelse for hinanden, tillid til at vi alle vil det fælles bedste uenigheder til trods og at vi alle står til ansvar over for fællesskabet. Demokratiet er under pres over alt i verden og vi skal ikke glemme at se på os selv, når vi skal udpege demokratiets kriseområder. Heldigvis har vi et stærkt system endnu, men det er let at se, hvordan det kan erodere i ellers beslægtede samfund.
Jeg vil også nævne en bekymring, som nok er min største. Siden naturvidenskaben begyndte at skabe et forståelsesgrundlag for vores viden og erkendelse, har vi haft en tro på menneskehedens fremskridt, idet vi havde tillid til de opdagelser og opfindelser, der blev gjort. Herunder tillid til den formidling, der blev gjort – også inden for humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning. Vi har i de senere år set, at denne granitsøjle i vores verden måske er begyndt at forvitre. Det er blevet helt legitimt at afvise videnskabelig evidens, statistisk dokumentation og almen deduktiv analyse. Det er ganske vist sundt at anfægte også videnskabelige dogmer, men det er ved antage en karakter, hvor enhver kan fremme egen position ved at benægte ellers knæsatte sandheder. Og det er ikke noget, der kun foregår i et stort land på den anden side af Atlanten.
Det er her læren fra Rousseau, Kant og Humboldt kommer ind. Miljøkrisen, demokratiets erosion og angrebet på viden som basis for vores samfund skal vi forholde os til. Gennem et stærkt personligt bidrag båret af den myndighed, vi skal tage på os. Det er en myndighed, som I er blevet trænet i gennem tre på gymnasiet. Her vil jeg så knytte tråden til afsættet for talen og stille spørgsmålet, om I så er blevet ringere stillet end andre årgange pga nedlukningerne. Mit svar er et helt klart ”Nej”. Selvom vi antager, at der kunne være faglige pointer, der ikke er slået fast med samme styrke – en antagelse, jeg betvivler kraftigt – vil jeres kamp for at få en god eksamen, for at få et sammenhængende ungdomsliv i al elendigheden, og for at finde sammenhænge i tilværelsen med den nye viden om pandemien som ramme betyde, at I står med den måske stærkeste eksamen i rigtig mange år.
I er nu klar til at kaste jer ud i næste kapitel af jeres unge liv. Det bliver spændende og udfordrende – helt ligesom gymnasiet har været. I har udviklet jer enormt meget – tro mig, jeg husker jer fra 1g! En masse viden og erkendelse er blevet en del af jer og jeg vil inderligt håbe på, at I føler jer klar til at tage den personlige myndighed på jer. Og skabe et liv til gavn for fællesskabet og eftertiden. Helt som Kant og Humboldt ønskede sig.
Hermed dimitterer jeg årgang 2021 fra Rønde Gymnasium.
Sven Gaardbo