.
.

Rønde Gymnasium skifter navn til Syddjurs Gymnasium den 1. september 2021

 

 

Vores værdier og mål er stadig de samme, og Gymnasiet er fortsat en selvstændig institution, men navneskiftet indikerer et tæt bånd til Syddjurs kommune, hvor vores rødder er dybt forankrede. Vores nye navn signalerer et ønske om at favne hele kommunen, og skolens ambition er at være det foretrukne stx-valg for unge i Syddjurs Kommune. Syddjurs Kommune er en kommune i vækst, og gymnasiet vokser med. Til august 2021 er der 360 elever på gymnasiet. Det største elevtal i skolens historie, og skolens kostafdeling er også fyldt. På trods af elevtilgangen tilbyder vi stadig en stx-uddannelse i et overskueligt miljø på Syddjurs Gymnasium.

Vi er både en ny og en gammel skole. Historien går tilbage til 1917, hvor skolen blev grundlagt som privat studenterkursus, og med navneskiftet til Syddjurs Gymnasium er vi nu ved at skrive et nyt kapitel i skolens mere end 100 år lange historie. En historie, der også tidligere har budt på flere navneskift. Du kan læse mere om skolens historie her.

Nu som altid er formålet med at gå på Syddjurs Gymnasium at tage en STX-eksamen af høj faglig standard. Vi byder på en bred vifte af studieretninger og valgfag, som er fuldt på højde med større skolers, og vi lægger vægt på at tage individuelle hensyn til elevernes ønsker.

Syddjurs Gymnasium er også kostgymnasium, hvor der bor ca. 70 kostelever. Kombinationen af elever med lokal forankring og kostelever med en anden baggrund bidrager til et miljø, som er kendetegnet ved fællesskab og mangfoldighed. Skolens puls kan derfor mærkes hele døgnet, og der er rig mulighed for både musik og sport, også udenfor normal skoletid – uanset om du er kostelev eller dagelev. Klik her, hvis du vil læse mere om kostskolen.

Skolens placering i en kommune, der byder på både skov og strand giver rig mulighed for diverse outdoor aktiviteter. Vi har mange aktiviteter i skovene omkring os, og skolen har desuden egne sejlbåde, kajakker og standup paddle boards.

Vi ser frem til at fortsætte arbejdet som en central aktør i det rige uddannelsesmiljø i Syddjurs Kommune.

 

Vi glæder os til at byde dig velkommen på Syddjurs Gymnasium!