.
.

Nyhedsbrev 2

Kære forældre;

Vi er nu kommet en uge ind i studieretningsforløbet, hvor klasserne i denne uge er på hytteture. Turen i år er arrangeret sammen med Syddjurs Ungdomsskole og det er et samarbejde, vi forventer os meget af. Der har kun været enkelte elever, der har fortrudt deres valg af studieretning, så det betyder, at klasserne nu er etablerede.

Som en lille skole er vi ofte nødt til at blande studieretningerne i klasserne. Det betyder, at der kan være flere studieretninger i samme klasse. Vi sammensætter klasserne, så eleverne vil have et centralt studieretningsfag sammen – ud over alle fællesfagene, som klart fylder mest, ikke mindst i 1g. Kun 1w er en helt ren studieretning, hvor alle i klassen har den samme retning. Omvendt er 1y sammensat således, at de kun har fællesfagene sammen hele klassen.

I sidste uge afsluttedes grundforløbet med prøverne i Almen Sprogforståelse (AP) og Naturvidenskabeligt Grundforløb (NV) og så vidt jeg har hørt, er afviklingen gået godt. Det betyder selvfølgelig ikke, at alle har fået lige gode karakterer. Med reformen fra sidste år blev de to prøver gjort medtællende på eksamensbeviset men kun i mindre grad. De to prøver tæller med ½ vægt tilsammen, altså en kvart vægt hver. Det betyder, at hvis en elev har fået 10 i en af prøverne medtælles den kun med 2½ i udregningen af gennemsnittet. Altså en meget beskeden betydning, men det gør den ikke mindre vigtig i elevernes bevidsthed. Det er stadig en eksamen, og den første der mødes i gymnasiet. Det er en god ide at tale med jeres børn om oplevelsen af prøverne. Nogle vil jo nok være skuffede, men det er en vigtig erfaring at få i skoleforløbet.
Overgangen til studieretningsforløbet vil især betyde, at timerne i de to grundforløb forsvinder. De har fyldt rigtig meget på skemaet i de første tre måneder. De giver så mere plads til de øvrige fag, hvoraf der også er kommet et enkelt nyt naturvidenskabeligt fag.

I de kommende uger vil studievejlederne have en samtale med hver enkelt elev, en såkaldt indslusnings-samtale. Den kan synes at komme ret sent, men vi har valgt tidspunktet fordi der nok er mere at tale om, nu hvor eleverne har fået deres valgte studieretning og hvor de også har fået tildelt den studievejleder, som skal følge dem resten af gymnasieforløbet.

I løbet af de tre år vil klasserne i nogle udvalgte perioder støde på flerfaglige forløb. Det er forløb, der skal pege frem mod den store SRP i 3g og gradvis opbygge kompetencer til dels det flerfaglige element dels den større opgaveopskrivning. Til foråret er den større opgave en tværfaglige opgave i dansk og historie. Mere om det i næste brev. Jeg skriver det for også at fortælle, at begrebet Almen Studieforberedelse (AT) er gledet ud med reformen og erstattet med det flerfaglige forløb.

Vores 1g-klasser er næsten fyldte, vi har kun enkelte ledige pladser. Det er tilfredsstillende i tider med nedgang i sektoren. Det ligger os meget på sinde, at eleverne trives på skolen og i klasserne. Også her vil det være en stor hjælp, hvis I forældre spurgte ind til trivslen og lod os vide, hvis der er noget, der ikke helt fungerer. Vi sætter ressourcer af til at styrke fællesskabet og det faglige miljø i almindelighed i 1g, så dialog om eventuelle problemer er helt central. Tøv ikke med at kontakte os, hvis der er problemer. Eller bare spørgsmål i det hele taget!

Med undtagelse af de to prøver i AP og NV får elever i 1g ikke ret mange karakterer i den første tid på skolen. Der er almindelig karaktergivning til foråret, i begyndelsen af marts. I ugen forinden er der forældrekonsultationer. Der kommer invitation hertil i starten af februar, men jeg kan allerede nu oplyse, at de ligger 25-26/2.
Vi deltager i et forsøg i Undervisningsministeriet med karakterfri klasse, hvor kun en enkelt 1g-klasse er med. Men forsøget smitter af på de øvrige klasser på den måde, at de ikke vil møde ret mange karakterer for eksempelvis skriftlige opgaver i 1g. Til gengæld arbejder vi med formativ vurdering, som betyder, at eleven skal have feedback på fremlæggelser, opgaver m.m. der både angiver, hvad eleven skal arbejde med fagligt men også hvor eleven ligger omtrentligt. Men altså ikke nødvendigvis med et tal knyttet til.
For 1x gælder det, at de ikke får ret mange karakterer overhovedet i 1g idet den klasse er forsøgsklassen. Det er andet år, vi kører forsøget. Der var fine erfaringer fra sidste års 1w, hvor klassen var glad for det mindre fokus på karaktererne. Til gengæld ville de gerne have mere tydelighed omkring vurdering af niveau, og det vil vi forbedre i år. Forsøget løber kun i 1g, og klassen vil til marts kun få karakterer i kunstnerisk fag og sprog 2. Til sommer vil de naturligvis få karakterer i de afsluttende fag. Når de to fag er undtaget, skyldes det at holdene i de fag går på tværs af klasserne.

På Ludus, som er vores administrative platform, kan I se elevernes karakterer til marts ligesom også deres fravær og andre beskeder fremgår. Jeg vil kraftigt opfordre jer til med mellemrum at få adgang til Ludus fra jeres børn og i særdeleshed hvis barnet ikke er fyldt 18. Det kræver et log-in, som jeres barn har. Også her kan I kontakte skolen, hvis der er problemer. Ikke alle børn ønsker forældrenes blik over skulderen, men det er jeres ret og vi er gerne behjælpelige. Det er dog bedst, hvis det alt sammen foregår i bedste fordragelighed og efter aftale. Det er nødvendigt også at respektere de unges forventning om større selvstændighed.

Studierejsen i 2g vil nok ret hurtigt blive et samtaleemne. Vi har nogle kontakter rundt omkring, som vi gerne tilbyder eleverne. Især w-klassens studietur til USA er nu blevet en tradition, med et kæmpeudbytte for både den enkelte og for klassen. Den tur er noget dyrere end de andre – og længere – så det vil være et tilbud, vi forelægger jer på et tidspunkt. Vi har tre år i træk haft en klasse i Indien, og den tur vil sandsynligvis også blive tilbudt en klasse. Den er også dyrere og længere, men dog ikke helt så meget. En ”almindelig” studietur vil koste ca 4500kr + lommepenge. Vi vender tilbage med overslag over de andre udflugtsmål senere.

På fredag har vi årets anden skolefest. Gymnasiernes festkultur kan virke overvældende på nogle elever, men der er både vagter og lærere til stede og vi har faktisk aldrig problemer. En sjælden gang må jeg ringe efter forældrene pga for højt indtag, men vi er blevet skarpe til at spotte den slags i opløbet, så det sker ikke ret tit mere.

Ellers står julemåneden for døren. Der knytter sig en del traditioner til den, heriblandt juleklipcafé, jule sing/song og juleafslutning fredag 21/12, hvor vi efter morgenmad i klasserne går til Bregnet Kirke til en hyggelig, kort julegudstjeneste. Til sidst revy på skolen og så ønsker vi god jul ca kl 12.
Men det er der jo et stykke tid til endnu.

Tøv ikke med at kontakte os, hvis der er spørgsmål, bemærkninger eller andet. Vi ønsker at have god kontakt med jer forældre her i 1g. Derfor også disse kvartalsbreve.

Vi er glade for privilegiet med at arbejde med jeres unge. Vi håber på, at alle får et godt forløb her. I trygge rammer.

 

Med venlig hilsen

 

Sven Gaardbo
Rektor
Rønde Gymnasium