.
.

Forældrebrev 1

Med dette brev, første af fire i løbet af skoleåret, vil jeg hermed gerne byde jer forældre velkommen til Rønde Gymnasium. Hensigten med brevene er holde jer informeret om, hvad der foregår og skal til at ske på skolen. Vi ved pr. erfaring, at det kan være vanskeligt at få oplysninger ud af børnene, når de påbegynder deres ungdomsuddannelse. Jeg mener, at både forældre, skole men også ungerne selv har gavn af en lidt tættere kontakt. Mest i begyndelsen, og derfor kommer der fire breve fra mig i løbet af 1g: september, november, februar, maj. For nogle af jer vil det være velkendt og med genkendelige elementer mens det for andre vil være første gang. I er meget velkomne til at reagere på indholdet ved at kontakte mig og spørge nærmere til de enkelte dele.

Vi har startet skoleåret med fire næsten fyldte klasser. Som billedet er på landsplan, skal vi være glade for den opbakning idet især mindre skoler i mindre byer har oplevet stor tilbagegang. Vi har til gengæld været mindre heldige med vores kostafdeling, hvor vi har ledige værelser.

Den første tid frem til starten af november er helliget grundforløbet, hvor alle klasser har helt identiske forløb. Eneste undtagelse er deres valg af kunstnerisk fag, hvor den enkelte har enten billedkunst, mediefag eller musik. Mediefagselever er samlet i 1a og 1b, musikeleverne 1c og 1d, mens billedkunst er fordelt på alle fire klasser. De hold, de går på her, fortsætter også efter grundforløbet. Fra starten af oktober skal de desuden begynde med deres andet fremmedsprog – også på tværs af klasserne
To elementer fylder forholdsvis meget. Det ene Almen Sprogforståelse (AP), som er et tværsprogligt grundkursus med fokus på sprogets mange facetter som kommunikation, sprogligt leje, grammatik, sproghistorie m.m. Det andet er Naturvidenskabeligt Grundforløb (NV) med fokus på naturvidenskabelig praksis med forsøg, målinger og test og efterbehandling heraf. For begge gælder, at de dels afvikles i grundforløbet og dels at de afsluttes med prøve, der har eksamenslignende karakter. Eleverne får karakterer for begge prøver, de tæller med på eksamensbeviset dog kun med en kvart vægt hver. De to forløb fylder relativt meget på skemaet.

I de kommende uger vil eleverne blive mødt med information om studieretningerne. Forældreaftenen er også et led heri. Vores model er grundlæggende set, at eleverne stort set møder de fag, de kan bygge deres studieretningsforløb på, allerede i grundforløbet. Der er enkelte undtagelser, og de huller får vi dækket med fyldig information. Det er en god ide at spørge ind til overvejelserne hos jeres barn. Nogle er jo fuldstændig afklarede, men i den alder kan man lade sig forlede af mindre relevante påvirkninger så som veninders valg, en lærers popularitet. Det er vigtigt for et godt studieforløb, at man arbejder med de fag, som tiltaler en. Har I brug for at se valget i et længere perspektiv, kan I benytte uvm’s uddannelsesguide, som findes på www.ug.dk. Jeg vil dog anbefale, at jeres barns valg er mere interesse- end karrierebåret.
Det endelige valg foretages i uge 41, starten af oktober. Fredag 20/9 afholder vi en speeddating-café, hvor eleverne i 1g kan få aftaler med 2g elever, der går på de enkelte studieretninger og hermed få mere at vide. Forud for dette har der været forskellige screenings og en individuel samtale med to lærere i grundforløbsklassen, heraf den ene teamlærer.

Vi har fire fester og fem caféer i løbet af året, hvor eleverne kan købe øl, breezers og shots. Herudover er der alkoholforbud på skolen. Jeg ønsker ikke at piske til en stemning, man møder i pressen om de unges alkoholforbrug. Det er min klare opfattelse, at der blev drukket mere for 10-20 år siden, men det nye er måske, at der tilsyneladende skal være alkohol med, når de unge skal samles. Også i år har vi haft elever, der har hygget sig lidt rigeligt i Byparken, men uden klager fra naboer i år. Jeg ser med nogen bekymring på, at disse hyggestunder nogle dage er sluttet meget sent, også på hverdage. Jeg har ladet mig fortælle, at klokken enkelte gange er blevet over to, før de unge er gået hjem. Det er helt uforeneligt med at gå i skole og jeg vil appellere til jer forældre om at gå i dialog med jeres unge omkring denne adfærd. Den er naturligvis i høj grad vejrafhængig, så det er muligvis ikke aktuelt lige nu. Torsdag aften har også for nogle elever en automatik med bodegabesøg her i Rønde. Det er ikke i sig selv forkert – forudsat den unge er fyldt 18 – men også her kan sluttidspunktet være en udfordring. Nogle 1g’ere kan fremstille det som nærmest obligatorisk at tage i byen torsdag aften. Det har intet på sig. Men igen er det balancen mellem hygge og fest, der skal italesættes.

Gymnasiets bestyrelse skal om 14 dage tage stilling til en ændring af skolens studie/ordensregler, idet det er vores ønske, at gymnasiet fra efterårsferien indfører røgfri skoletid. Jeg vender tilbage til det i næste forældrebrev, hvor jeg også vil komme ind på baggrunden for forslaget. Jeg venter med at gå nærmere ind i det, fordi det skal vedtages først.

Vores studieadministrative system hedder LUDUS, og det er her, eleverne kan se deres skema, lektier, beskeder og skolens kalender. Dette kan tilgås uden log-in, men LUDUS har også oplysninger om fravær, samtaler på skolen og senere karakterer. Disse oplysninger ligger gemt bag log-in, som er elevens personlige. Jeg siger til elever under 18, at de skal udlevere det log-in til jer forældre, så I kan følge med. Denne adgang vil jeg opfordre til, at I som forældre administrerer med den respekt, jeres snart voksne børn med rette forventer. De er ved at være selvkørende, men de fleste af vores unge har brug for støtte i den udvikling og her har forældrene stadig en vigtig rolle. Lav en aftale med jeres børn om, hvor langt og hvor meget I skal involveres. Som nævnt, har I krav på det, så vi laver gerne et særligt log-in til de situationer, hvor barnet afviser og forældrene ønsker det. Kontakt skolen, hvis den situation skulle opstå. Det plejer den ikke at gøre, men jeg vil ikke undlade at nævne muligheden.

Karakterer er ikke noget, jeres unge vil møde ret meget i starten. Som udgangspunkt får de ikke karakterer for noget overhovedet i grundforløbet, bortset fra de to nævnte afsluttende prøver i november. Vi har igennem de seneste år arbejdet med at erstatte en mindre del af karaktergivningen med det, der kaldes formativ feedback. Det betyder, at der skal lægges mere fokus på at arbejde med proces og udvikling og lidt mindre på bedømmelse. Det er især i 1g, at dette bliver gældende. Til februar får eleverne terminskarakterer, også i 1g.

Vores 1g-kostelever har i de næste to måneder obligatorisk lektiecafé fra 16.30-17.45 de første fire dage i ugen. Af og til bliver dageleverne og får hjælp til lektierne af den lærer, der er til stede. Det kan jeg også anbefale. Det er vigtigt at komme i gang med gode studievaner, især fordi nogle af jeres børn ikke har været voldsomt bebyrdet med lektier i grundskolen. Men det kommer i gymnasiet. Tal med jeres barn om gode studievaner. Det kan være tidspunktet på dagen, nytten af at lave nogle lektier med kammerater, og måske helt kontroversielt lukke ned for sociale medier i en time til halvanden. Og nu vi er i gang, også stabile søvnvaner er af største betydning.

På Rønde Gymnasium har vi også en række tilbud om fritidsaktiviteter. Det er både idræt, musik, billedkunst, mediefag og andre aktiviteter vi kan tilbyde. Vi vil også tilbyde aftener i vores nye observatorium, live-streaming af naturvidenskabelige foredrag på letforståeligt sprog fra Aarhus Universitet, og andre studierettede aktiviteter. Vi har to sejlbåde i Nappedam og tilbyder sejlerskole. Her kan man om mandagen i sommerhalvåret lære at styre en sejlbåd og få mulighed for at deltage i det årlige sejlertogt i den første uge af sommerferien.

Vi fornemmer, at vi er kommet godt i gang og at eleverne trives i klasserne. Vi havde fest forrige fredag og den blev afviklet i en hyggelig og festlig stemning. Vi havde for første gang i mange år en kunstner på og det betød desværre, at nogle elever havde en dårlig oplevelse under koncerten pga for megen skubben og pres op mod hegnet foran scenen. Det vil vi evaluere på og gøre bedre en anden gang. Jeg kan kun sige, at vi normalt ikke har problemer til vores fester og at jeg er meget ked af situationen omkring koncerten.

Kontakt mig endelig, hvis du vil vide mere eller der opstår situationer, der kræver en snak. Til februar kommer der forældrekonsultationer. Men mere herom til den tid.

 

Med venlig hilsen

Sven Gaardbo
Rektor
Rønde Gymnasium